Ring: 60 89 40 98
En lille smuk forårsbebuder - den Blå Anemone
Hvorfor er den Blå Anemone speciel for mig?
Jeg lærte denne kønne forårsbebuder at kende for mange år siden på en vandretur langs Kongens Møller ved Skarridsø i Nordvestsjælland. 
Langs vejen lå der en brandtomt af et hus, som jeg mener tidligere tilhørte Niels Mathiassen, den daværende kulturminister. Inde i haven var der noget meget blåt der lyste op i skovbunden. Nysgerrigheden sejrede og jeg listede ind for at se hvad det dog kunne være. Og der stod de, de yndigste blå blomster. Der kom en lille bitte klump med hjem og de har fulgt mig trofast lige siden og den kønne plante er også blevet anbefalet i rigtig mange haveplaner.
 
Udseende, arter og sorter
Hepatica hører til ranunkelfamilien og er anemonelignende, men adskiller sig dog fra anemonerne, når man går nærmere ind i botanikken. 
 
Hepatica nobilis, som er den "rigtige" blå anemone, har trelappede blade, er ca. 10 cm høj og blomstrer i marts-april. Bladene sidder i en roset og er grønne om vinteren, disse bliver skiftet efter blomstringen. Blomsterne sidder på bladløse tynde og stive stængler. Farven er klar blå og i midten sidder de hvide støvdragere. Det er den mest udbredte art, der vokser både i Amerika, Rusland, Asien og Europa. 
 
Hepatica transsylvanica, på dansk ungarsk anemone, har rundtakkede, femfligede blade, der er lysere end hos H. nobilis, ligesom den er også en anelse lysere i blomsterfarven. Planten er større, ca. 15 cm og blomstrer 14 dage tidligere. Denne art kommer fra Ungarn og Rumænien.
Der findes også hvide, rosa og røde sorter med henholdsvis sortsnavnene "Alba", "Rosea" og "Rubra".
 
Placering og formering
De blå anemoner er skovbundsplanter og de holder også meget af en kalkrig og fed muldjord. Men som det kan læses i Kaj Munks tekst om "Den Blå Anemone", kan man godt få blomsten til at gro i Jyllands grus.
De er ikke så gode som bunddækkende planter, da de ikke breder sig med udløbere, men alligevel er de fine at bruge under løvfældende buske.
Sæt dem også gerne sammen med andre kalkelskende planter, for eksempel pæoner. I gamle dage gav man både pæoner og de blå anemoner et svip med kalkkosten, når der alligevel blev kalket til pinse.
Arterne kan formeres ved frøformering og myrerne hjælper gerne med at transportere frøene rundt. Både arter og sorter kan også deles med forsigtighed.
Nærbillede af den første spæde knop.
Knop af Hepatica
Blomsten tæt på med de hvide støvdragere.


Som en lille buket står gruppen af blomster.


Jeg ønsker at blive kontaktet uforpligtende:
Navn: Tlf: Email:
Besked: 12 + 7:
Webdesign, CMS og hosting: Flex4Business